Henning i Norge 2023

Norge

24. juni - 13. juli 2023

Norge

24. juni - 13. juli 2013

Lørdag den 24. Juni


Et sommertogt der går ikke så langt væk, men til gengæld er det transportmæssigt til den komplekse side. Turen går til Norge, og starter tidligt. Bus fra Aarhus kl 6.00 til Billund. Afgang fra den mere og mere nussede lufthavn kl.9.30. En times tid senere er Norwegian så i Oslo. Her er 2 times ventetid, hvor man kan få lidt at spise, og lade sig forskrække af de uhyrlige norske priser. Ved 1-tiden er det videre til Tromsø, hvor jeg er fremme ved 3-tiden.


Udenfor lufthavnen holder lufthavnsbussen klar. 125 kr. for at køre til centrum på 15 minutter. Men går man tværs over en parkeringsplads kan man tage en bybus i stedet. Det koster 41 kr. og tager også 15 minutter. Inde i centrum er der en kort gåtur til diminutive Smart Hotel. Det er nødvendigt at skrue ned for luksusvanerne på det her trip.


Pause på hotellet, inden det er på første bytur. Yr.no siger overskyet og tørt. Jeg siger overskyet og vådt, og lige her har jeg ret. Det bliver dog til en fin gåtur langs med havnen, hvor bl.a Hurtigrutens båd Nordkapp ligger klar til afgang senere i aften. Ellers er byen stille og rolig. Turgrupperne har hærget færdig for i dag. Aftensmad på en kinesisk snask – Onkel Louis. Som alle andre spisesteder reklameres der ikke med priserne. Det er der heller ikke grund til.

Tromsø
Tromsø

Søndag den 25. Juni


Efter storslået morgenmåltid er det ud og kigge på Tromsø. Vejret er lidt la-la. Overskyet og momentvis småregn. Og på trods af Tromsø’s diminutive størrelse, farer jeg vild da jeg skal finde broen over til Ishavskatedralen. Til sidst lykkes det dog, og jeg kommer over til den flotte katedral. Ind kommer jeg dog ikke, for kirken er optaget af kirkelige aktiviteter. Burde selvfølgelig ikke overraske en søndag formiddag. Så det er retur over Tromsøbroen, og en tur rundt på havneområdet. Det bliver også til en museumstur. Polarmuseet er af den gammeldags type. Masser af plancher, montrer og isbjørne af papmache – og rimeligt dødssygt. Så det går retur til værelse 117 til en eftermiddagspause.

Tromsø
Tromsø

Ved 4-tiden er det ud i byen og op ad bakken til Romssa Arena. Tromsø IL spiller hjemme mod Stabæk. 3.900 tilskuere i en lidt kedsommelig atmosfære, som end ikke den lokale fangruppe på Lidenskabens Plads formår at hæve væsentligt. Gammel AaB’er Kasper Høgh er med for Stabæk og får på mange måder en hovedrolle. Først scorer han til 1-0 efter 5 minutter, og 10 minutter før tid får han direkte rødt kort for en tackling, der ude i det virkelige liv havde medført en fængselsstraf. I pausen mellem de 2 optrædender har Tromsø Idretsslag dog scoret 2 gange og vinder fortjent 2-1. Efter kampen er det ned af bakken til byen og en kebab, som kunne have været bedre.


Mandag den 26. Juni


Vågner ved 8-tiden. Tid til fin morgenbuffet. Jeg er begyndt at tage trappen op og ned fra 1. Sal til receptionen. Det viste sig der kun var 4 trappetrin, og så er elevator trods alt for åndssvagt. Efter morgenmåltid er man mæt og veltilfreds og må ud og kigge.


Tromsø har virkelig forbedret sig i nattens løb. Fra overskyet og halvskummelt er der nu pludselig klart solskin, og man kan se hvordan Tromsø ligger helt fantastisk flot mellem fjorde og fjelde, der stadig har sne på toppen. Men vi er også lang nordpå. Nåh – afsted med bussen. Nr. 26 kører til Fjellheisen. Jeg står på kl. 9.07. Det betyder halv pris på busbilletten. 20 minutter senere står jeg ved Fjellheisen. Den hejser dig op til toppen af at fjeld med en udsigt over Tromsø, fjordene og alle de andre fjelde. Vejret er skønt, solen er i ryggen (godt for fotos) og udsigten en fantastisk. Der er godt nok en trappe herop. Den hedder Sherpa-trappen og findes ikke relevant. Jeg hænger ud et godt stykke tid inden jeg hejser mig ned igen, med den lokale tovbane. Retur med 26eren. Undervejs kommer den forbi Ishavskatedralen, så jeg hopper lige af for også at se den indvendig. Fin og lidt kedelig. 70 kr. i entre er noget til den stramme side. Så retur til centrum, og en kort gåtur til pause på hotellet.

Tromsø
Tromsø

Senere en ny gåtur rundt i Tromsø. Det bliver mest nogle af de stejle gader lidt væk fra centrum, hvor de færreste turister kommer. Jeg finder et andet udsigtspunkt undervejs. Ikke så spektakulært som Fjellheisen men ganske ok. Så ellers ned af bakken til centrum. Her hærger dagens dagstursturister fra cruise-skibene. Sen frokost på Burger King og derefter blot hænge lidt ud nede på havnen. Huske at sidde på en bænk i ny og næ.

Tromsø
Tromsø

Aften på hotellet. Gratis kaffe i receptionen og en laksesandwich fra X Ekstra supermarkedet lige rundt om hjørnet.


Tirsdag den 27. Juni


Storslået solskinsdag igen. Så efter morgenmaden er det tid til en lang gåtur. Den går ud ad Strandvejen. Den er ikke så eksotisk som det lyder. Mest boligblokke og supermarkeder. Men ude for enden – på den sydligste spids af Troms Ø – ligger såmænd Sydspissen. En meget smukt lille naturområde med udsigt over fjord og fjeld på den anden side. Her er bænke at sidde på, så man kan tage stedet ind. Og sjovt nok ingen turister. De indfødte holder denne lille perle for sig selv. Under 2. Verdenskrig havde tyskerne en interneringslejr herude. Der er et skilt med norske modstandsfolk der omkom. Jeg hænger ud en god tid, men da jeg ikke kan hive mere velvære ud af stedet tager jeg bussen tilbage til byen. Frokostsandwich fra X Ekstra med karbonade og kartoffelsalat. Ja hvorfor ikke.

Tromsø
Tromsø

Tur 2 senere rundt i byen. Jeg har vist set det hele efterhånden. Dog ikke Tromsø Kirke. En fin lille fætter i centrum med gratis entre. Hænger ellers mest ud nede ved havnen. Senere lidt aftensmad på min asiatiske snask fra dag 1. Tromsø er ved at være done.


Onsdag den 28. Juni


Nogen gange er planer til for at ændres. Planen var st tage Fylkesbåd til Harstad om eftermiddagen, men jeg kan ikke finde på noget at bruge dagen på i Tromsø. Så i stedet tager jeg en rute 100 kl. 10.30 til Bjerkvik, og derfra rute 200 til Harstad. Det tager 5 ½ time, hvor båden tager 3, men hvad gør det når udsigten fra fra bussen er så fantastisk som den er. Så de 5 ½ time flyver afsted, mens jeg bare glor ud af vinduet.

Tromsø - Harstad
Tromsø - Harstad

Er fremme i Harstad kl. 16.00. Så tjek ind på F2 hotellet. Der er ingen reception på hotellet, så de har sendt mig en adgangskode til både fordør og til værelse 223. Den virker glimrende. Værelse 223 er også glimrende og større end sin kollega i Tromsø, men det er noget mærkeligt noget at man ikke møder et øje.


Så ellers ud og kigge lidt på Harstad. Det er Tromsø Fylkes næststørste by – efter Tromsø. Her er ikke så mange turister og uddannelsessøgende som i Tromsø. Her er mere industri- og havneaktiviteter. Byen er egentlig ikke på den normale turistrute, så hvorfor jeg har valgt den ud er jeg egentlig også selv lidt i tvivl om. Men det bliver til en hyggelig aftengåtur langs havnen og rundt i det lille centrum. Aftensmad i form af en fish’n’chips hos Egon – en kæde der minder lidt om Jensens Bøfhus. De har den frækhed, at man selv skal skrive drikkepenge på, når man betaler. Jeg skriver 0. Det amerikanerpis skal ikke brede sig. Så ellers aftenafslapning på værelse 223.

Harstad
Harstad

Torsdag den 29. Juni


Rolig dag i en stille by. Morgenmadsfrit hotel, så først op til Bagerinnen – den lokale brødpusher – til en rosinbolle og en kop kaffe. Derefter med linje 10 ud og se Trondenes Kirke. Fin gammel sag. Man kan også gå ud og se Adolfkanonen, men der er langt og turen ser kedelig ud. Så i stedet sætter jeg mig på en bænk og kigger på nogle kalve og nogle lam indtil 10'eren kører retur.

Trondenes Kirke
Harstad

Ellers hænger jeg bare ud i halvkedelige Harstad. Det er fint nok. Vejret er dejligt, og havnen er hyggelig. Der købes lidt ind til morgendagens sejltur til Svolvær. Og så ses der lidt HBO på værelset.


Fredag den 30. Juni


Slut på Harstad. Så fra morgenstunden er det bare lige over vejen til Hurtigbådskajen. Den skal jeg nemlig med til Svolvær og den sejler kl. 8.30. Det bliver en fantastisk tur. Skyfri himmel er ikke nogen selvfølge på de her kanter, men i dag er det og temperaturen sniger sig op mod 25 grader.


Undervejs til Svolvær ligger vi ind ved Risøyhamn, Sortland og Stokmarknes. Jeg hænger skiftevis ud på dækket i det dejlige solskin og i en lounge med nogle dejlige lænestole. Sjovest er stoppet i Stokmarknes, men det var mest forbi et par passagerer kom for sent til afgangen, og troede de kunne kalde båden ind igen ved at stå og råbe og skrige efter den. Det kunne de ikke.

Harstad - Svolvær
Harstad - Svolvær

Turen fra Stokmarknes til Svolvær var så også den flotteste. Det går gennem en smal fjord kaldet Tengelfjorden. Og det store show er da kaptajnen lister båden ind i den smalle Trollfjord. Og han skal samme vej ud, så inde i bunden er han nødt til at lave en trepunktsvending med det pænt store skib.

Trollfjorden
Trollfjorden

Ankomst til Svolvær en anelse forsinket på trods af at vi ikke ventede på efterladte passagerer. Kort gåtur til Fast Lofoten Hotel. Her er ingen reception, og jeg har ikke fået nogen kode. Så jeg må have fat i dem telefonisk for komme ind. Jeg er godt nok lidt til besvær, for telefonvagten er ude og hike - men til sidst får han da sendt koden. Ikke et set-up der trækker op i mit hotelrangeringssystem. Værelse 308 er også ret skrabet. Efter jeg har været i Kiwi og købt lidt aftensmad er humøret i mærkbar bedring.


Lørdag den 1. Juli


Dagstur til Henningsvær i dag. Tænk sig – nogen har opkaldt en by efter mig. Det tager en times tid med rute 7-hundredeetellerandet. Flot køretur. Der er ikke noget i det her hood der ikke er flot. Og så skinner solen igen fra en skyfr himmel.


Henningsvær er ikke specielt stor. Men som de fleste andre byer jeg har set heroppe er den enormt lang. Normalt er byer bygget op rundt om et torv, men heroppe ligger de fleste bygninger langs vandkanten, så den får en vældig udstrækning. Det giver så også en glimrende gåtur at gå fra den ene ende af byen til den anden. Så det gør jeg også i Henningsvær sammen med en hel del andre turister og så med en forbløffende stor deltagerkreds i Henningsvær Pride Parade nede ved havnen. Det havde jeg ikke lige set.

Henningsvær
Henningsvær

Retur med bus og “hjemme” i Svolvær ved 16-tiden. Efter en pause flotter jeg mig og køber en rigtig pizzaria-pizza. 230 NKR eller oversat med min uautoriserede omregningsfaktor 115 DKR. Egentlig vel ikke så galt. Så ellers lidt udhængning i Svolvær. Også her en del turister, der mest synes at hænge ud på restauranterne en lørdag aften.

Svolvær
Svolvær

Søndag den 2. Juli


Check-ud fra mit skodhotel i Svolvær. Eller check-ud er det jo sådan set ikke, for der er ikke nogen at gøre det hos, så jeg skrider egentlig bare – for ikke at komme tilbage. Der er busafgang kl. 11.15 til Reine med skift i Leknes. Endnu engang en vildt flot tur gennem Lofotens fantastiske natur. Og så med klar solskin hele vejen, en bonus man ikke skal forvente på de her kanter.

Svolvær - Reine
Svolvær - Reine

Bussen er i Reine omkring kl. 14.30. Så er det tid at tjekke ind på turens luksusovernatning. Reine Robuer hedder det, hvor jeg har fået et hyggeligt værelse med køjeseng og kaffe til rådighed. Rorbuer er famle fiskerhytter, der nu er omdannet til overnatningssteder, og der er masser af dem rundt omkring på Lofoten. Udsigten fra værelse 25 – aka Jonathan – placeret i Politistajonen - er formidabel. Der er udkig over den flotte bugt og de mange fjelde rundt om Reine. Det udløser ikke overraskende en hoben dagsturister der kommer iført turistbusser og et lille mærkat med gruppenummer på reverset. Det må man tage med.

Reine
Reine

Jeg får dog taget en lille lur i underste køje, inden det bliver til en aftentur rundt i den hyggelige by. Nu er dagsturisterne forsvundet og stressniveauet i Circle-K er tilsvarende faldet. Aftenen tilbringes på nr. 25 med at kigge på udsigten og så se Braveheart på dr.dk.


Mandag den 3. Juli


Det er flere dage siden jeg sidsthar fået et ordentligt hotelmorgenmåltid. Ikke siden Tromsø. Så det gør godt med hele svineriet incl. æg, bacon, pølser og vafler her på Reine Rorbuer’s glimrende morgenmadsrestaurant. Men man kan jo ikke blive siddende hele dagen, så derfor er det med bus til dagens tur. Den går til byen med det korte navn Å. Det er en lille by næsten på sydspidsen af Lofoten. Turen derned tager kun ½ time med 743’eren. I Å har de et par museer som jeg hopper over, men som alle deltagere på turgrupperne tvangsindlægges til. Jeg går i stedet en tur gennem hele byen. Det er skiftevis på træbroer og på smalle veje. Fin, hyggelig og med fantastiske omgivelser. Som alle småbyer på den her kant. Ved hjemkomst hopper jeg af bussen et stoppested får normalt. Der er en bro med en fin udsigt til Reine. Jeg tror det er byens selfiested nr. 1.

Å
Å

Det er blevet midt på eftermiddagen. På trods af morgenfoderet er jeg lidt småsulten, så der investeres i en grillpølse fra tanken. Sidst jeg var i Norge havde de altid “pølsefest” på den lokale tankstation med gode tilbud. De sælger stadig masser af pølser, men desværre ikke på tilbud.


Ud på aftenen en kort gåtur rundt i Reine. Ud til et lille fyr. Her er der minsandten også en god udsigt ind over byen. Og så er der en stor P-plads til alle autocamperne. Knap så idyllisk.


Tirsdag den 4. Juli


Lazy day i Reine. Der vaskes tøj, der gåes ture i Reine og nærmeste omegn, spises pølser og Diplom-Is, og drikkes Solo Appelsinvand. Vejret er stadig storslået.

Reine
Reine

Onsdag den 5. Juli


Slut på flotte Reine. Sidste morgenbuffet og så er det med rute 742 til Leknes og derfra videre med 741 til Svolvær. Det er et gensyn, men det er ikke et gensyn med hotellet. Fast Hotel Lofoten er fyret for uduelighed, og i stedet er luksusdyret rykket på luksushotel ned ved havnen. Det hedder Thon Hotel Svolvær. Det er noget dyrere, men det er jo kun for en enkelt nat.


Efter at have afleveret bagagen er det tid til en gåtur. Vejret er grumset for første gang på Lofoten. Det bliver til en tur hen over Svinøyabrua til Svinøya. Efter en kort tur herovre, vendes snuden retur igen. Der kan nu tjekkes ind på værelse 4046 på 4. Sal med udsigt over havneområdet.

Svolvær
Svolvær

Ellers går det lidt i afslapning inden det er ud til aftensmaden på mit favoritpizzaria. Aftenen igen på hotellet. Hurtigruten ligger klar til afgang, og igen kan man se en familie komme for sent. Men jeg er nu ret sikker på at Kong Harald lagde fra land et par minutter for tidligt. Jeg må hellere være der til tiden i morgen. Ellers bruges aftenen til boglæsning – Volker Kutscher – og kigge ud over havnen for at se solen gå ned. Nåh nej…


Torsdag den 6. Juli


Storslået morgenbuffet på Thon Hotel Svolvær til at starte dagen på. Altid godt at komme i humør til. Så lidt relax, inden jeg tjekker ud ved 11-tiden og smider bagagen i hotellets bagagerum. Der er ca. 40 meter hen til bussen, der kan køre mig til dagens udflugtsmål Kabelvåg. Det tager kun et kvarter at komme derned. Kabelvåg er et stille fiskerleje med nogle enkelte turister, men i øvrigt ikke med meget liv sådan her ved frokosttid i hvert fald. Jeg går en fin tur langs havnen for til sidst at sætte mig på en bænk og kigge ud over molen. Bussen kører retur 13.30.

Kabelvåg
Kabelvåg

Tilbage i Svolvær har jeg så nogle timer at slå ihjel. Det har jeg efterhånden opnået en del øvelse i, så det går rimeligt smertfrit. Det indebærer bl.a. en slags frokost på Torvets bageri. En sandwich af tørt hvidt brød, og en tilhørende kop kaffe der har stået i kaffetønden i timevis. Både på brød- og kaffefronten har de nordmænd noget at lære.


Ved 18-tiden hentes bagagen, og ½ time senere kan jeg komme ombord på Vesterålen – en af de gamle Hurtigrute-både. Den skal sejle mig til Bodø. Det er en gennemført magelig transportform. Der er masser af plads ombord på den gamle skude, så jeg gør det jeg er bedst til – sætter mig i en magelig stol og venter på at nå frem.

Svolvær - Bodø
Svolvær - Bodø

Vejret er fantastisk, så der er mulighed for at se midnatssolen på vejen. Fænomenet samler størstedelen af de ombordværende på agterdækket ved mindnatstid. Den er da også rigtig fint. Lidt som en solnedgang, der bare aldrig bliver helt færdig.


Herefter starter kampen med at holde sig vågen til ankomst i Bodø 2.30. Det lykkes, så jeg kan afmønstre og gå de få hundrede meter til det lokale Smart Hotel. Effektivt tjek-ind til værelse 808, og så kan der ellers tørnes ind.

Svolvær - Bodø
Svolvær - Bodø

Fredag den 7. Juli


Har klogeligt nok ikke bestilt morgenmad. Praktisk nok, når man først vågner kl. 10.30 efter nattens strabadser. Så i stedet bliver det over til Bager Olsen som sælger en gang “eggs and bacon” sammen med en kop kaffe. Herfra bliver det så en ordentlig gåtur langs Bodø’s havnefront. Ligesom andre steder så er man ved at bygge hoteller og lejligheder langs store dele af den, men der er stadig en flot mole man kan gå ud på og få et overblik over både fjord og by. Molen er fyldt med omfattende grafitti, der hylder byens stolthed – fodboldholdet Bodø-Glimt – et af de bedste hold i Skandinavien de senere år. Ud på eftermiddagen er det retur til hotellet til en lille pause.

Bodø
Bodø

Senere en ny gåtur i centrum. Bodø er en ny by, så den er bygget op efter amerikanske standarder med vinkelrette gader. Den er også bemærkelsesværdig ved at den pænt store lufthavn nærmest ligger i gangafstand fra centrum. Og så en spøjs ting. Der er næsten ingen lysreguleringer. Man anvender gammeldags vigepligt, og som alle steder i det here land gælder det også fodgængerovergange. Et utal af gange har jeg stået og ventet, mens bilerne holder stille og venter på at jeg forflytter mig på tværs af gaden. Undervejs på denne eftermiddagstur finder jeg også flere fine street-art eksempler.


Aftensmad på en kineser-grill-bar med sur-sød-sovs, og så ellers afslapning på værelse 808. En enkelt dag er fin til Bodø’s begrænsede udbud af seværdigheder.


Lørdag den 8. Juli


Heldigvis kan jeg nå morgenmaden i dag. En glimrende buffet – og tilmed ganske billigt. Så lidt småshopping inden det er exit Bodø, og en seriøs 10 timer lang togrejse med Norrlandsbanen til Trondheim. Man kunne have valgt at flyve. Det var givetvis gået hurtigere, men så var man gået glip af Norges fantastiske natur.


Oppe omkring Bodø er det stadig overskyet. Det er mest bare fjelde, men jo længere sydpå man kommer desto mere grønt bliver det og der er masser af elve og søer undervejs. Undervejs passeres Polarcirklen. Jeg havde forventet en tydelig streg som på min globus, men i stedet er der opsat en lille pyramide, som toget passerer i turistvenligt tempo. Turen er i øvrigt megamagelig. Ikke for mange mennesker så man kan sidde og space ud, nyde udsigten og gå en tur i togcafeen. Her giver det bl.a. aftensmad i form af en pølse med kartoffelmos. Den lokale Skipper Labskovs fravælges. Vi er on-time i Trondheimkl 22.13. Så er det vare en kort gåtur til mit logi City Living Sentrum. Får tjekket ind på værelse 309. Stort men lidt nedslidt værelse. Elevatoren er i stykker – det trækker også ned. Hotellet er placeret i Trondheims svar på Jomfru Ane Gade, og der er rimeligt gang i gaden sådan en lørdag aften.

Bodø - Trondheim
Bodø - Trondheim

Søndag den 9. Juli


Det er et receptions- og morgenmadsfrit hotel jeg er landet på. Så det må starte med at finde en bager der har søndagåbent og som vil sælge en kop kaffe, et rundstykke og en kanelsnegl. Så ellers videre ned til en lille turistbåd, der sejler over til en lille ø Munkholmen. Der ligger en fæstning, men man kan kun komme ind hvis man tager med på en guidet tur, så jeg nøjes med en uguidet tur rundt om bygningen inden jeg sejler tilbage.


Munkholmen ligger i en lige linje af Munkegata op til Nidaros Katedralen. Sådan lidt Trondheims svar på Champs Elysees, uden helt at kunne leve op til den. Den er da også anlagt af en Luxemburgsk general, ingeniør og byplanlægger Cicignon i 1681. Den gang kunne man godt varetage flere jobfunktioner. Nåh – jeg går op ad Munkegata og den første seværdighed du møder er Stiftsgården. Det er Nordens største træpalæ og blev bygget som privatbolig i 1784. Nu om stunder bruges det bl.a. af Kongen når han er i byen. Også her kræver det en guidet tur at komme ind. Også her bliver det droppet, men det er også fint inde fra gårdspladsen.

Trondheim
Trondheim

Videre forbi Trondheims torv, der ikke helt lever op til Concorde-pladsen, inden jeg når op til den store og imponerende Nidaros Katedral. Oprindeligt bygget i 1150, men nedbrændt et utal af gange. Her må jeg godt komme ind uden guide, så jeg får også set den imponerende kirke indefra. Til slut for enden af vejen er der så Ærkebispens sæde. Flot bygning med 2 museer. Et med en Asger Jorn udstilling og et “krudt og kugler”-museum. Ingen har min interesse, så jeg går i stedet til frokost inden jeg trisser hjem til værelse 309.

Trondheim
Trondheim

Sen tur ned til Nidelven. Rigtigt hyggeligt hood hvor man har bevaret og restaureret de gamle købmandsgårde og småhuse. Flot med gamle træhuse, og man kan godt have en formodning om at det ikke er ganske billigt at bo her. Området præsenterer sig også fint i dagens storslåede solskin.

Trondheim
Trondheim

Således turisttræt for i dag henslæbes aftenen – som sædvanlig – på hotellet.


Mandag den 10. Juli


Efter kaffe og kanelsnegl er det lidt op ad bakke. Nærmere bestemt op ad bakken til Kristiansten Fæstningen. Det er en fæstning fra 1682 med en fin udsigt over Trondheim. Det har sikkert været praktisk til formålet, og nu er det praktisk for turisterne. Der står en række kanoner, der ikke ser specielt funktionelle ud, og så er der er tårn der minder lidt om Krudttårnet i Frederikshavn bortset fra at det er firkantet. Nedturen er enklere end opturen. Nede ved bunden er der en cykellift, der kan hjælpe cyklister op af den stejle bakke. Til alle overraskelse virker den dog ikke. Men hvad pokker – alle cyklisterne var på el-cykel.

Trondheim
Trondheim

Så ellers gennem de hyggelige gader hen til hotellet. For en gangs skyld er der pølsetilbud hos Narvesen, så det bliver frokosten.


Eftermiddagsturen bliver udsat lidt, da det begynder at regne. Men da jeg endelig kommer afsted bliver det ned til Trondheim havn. Den er lidt speciel for der er mest skib og skibsrelateret industri. Normalt plejer der jo at være luksuslejligheder, men ikke her. Museet for norsk populærmusik er desværre lukket. Ærgerligt. Så ellers retur gennem de hyggelig midtby-gader. Aftensmad på Egons, og afslapning på værelse 309.


Tirsdag den 11. Juli


Breaky hos Bachstube her i Trondheim. Glimrende sted til kaffe og blødt brød fra morgenstunden. Herefter retur for at pakke værelse 309 sammen. Så ellers en kort gåtur til Trondheim Sentralstasjon. 10.18 er der afgang med Dovre-Banen til Lillehammer. Det tager lige godt 4 ½ time at nå dertil. Som sædvanlig fin natur på vejen og som sædvanlig døser jeg lidt hen undervejs. Der har været brugt mange transporttimer på den her tur – og det har været skønt.


Ankomst i den gamle OL-værtsby (1994) kl. 15.00 sharp. Det tager ikke lang tid at finde hotellet. Det hedder nemlig Stasjonshotellet og ligger i stationsbygningen. Så fat i en nøglekort, og så med elevatoren fra stationens ventesal op på 3. Sal og tjekke ind på værelse 6. Det omtales også som “Husflidsrummet” hvilket må tilskrives en fejl. Fra værelse 6 er der direkte udsyn ned over perron 1. Heldigvis er vinduerne lydisolerede. Så ud og kigge lidt på Lillehammer. Egentlig ikke nogen særlig dagsorden i dag, så går lidt rundt på må og få og leder efter tegn på at der engang var Vinter-OL heroppe. En del turister – mange familier – rundt omkring i byen. Buffet-pizza som aftensmad og afslapning på værelset.

Lillehammer
Lillehammer

Onsdag den 12. Juli


Der er truet med massivt regnvejr i dag, men heldigvis går det ikke så galt. Lidt regn kommer der, men ikke mere end at man da kan foretage sig lidt i løbet af dagen. Så efter morgenmad på Stasjonen, så bliver det med en lokal bybus op til Lillehammers museumskvarter. Her er et open-air museum med guider i folkedragter, og så finder man også det norske postmuseum heroppe. Men det er nu ikke derfor jeg kommer. Jeg vil gerne se det Norske Olympiske Museum. Det kredser selvfølgelig meget om vinterlegene i 1994. Det er godt skruet sammen og giver et fint indtryk af hvor vigtig begivenheden var for Norge. Og så er både Vegard Ulvang og Bjørn Daehli udstillet. Efter det er det tilbage til centrum. Det foregår til fods, for nu er det nedad bakke. Inden eftermiddagsafslapningen kan jeg lige nå en gang vafler i restauranter.


Tur 2 er i risiko for regnvejrsaflysning, men til sidst kommer jeg da afsted. En kort gåtur rundt i centrum, men til sidst kommer regnen alligevel, så jeg søger hjem til værelset, hvor jeg kan se afslutningen på dagens Tour de France etape. Biffsnadder i restauranten kommer til at gøre det ud for det sidste aftensmåltid i Norge.


Torsdag den 13. Juli


Det var så det. Fin tur med vild natur og med fantastisk vejr. Eneste anke er generelt dårligt brød og tynd kaffe. I dag er det op kl. 7. Morgenmad i Stasjonens cafe. Så kan der pakkes, og bagefter direkte ud på perron 1 og tog til Gardermoen kl. 9.07. Det tager 2 timer. Hurtigt bagage-drop og security-tjek i den flotte moderne lufthavn. Norwegian flyver kl. 13.30 og lander i Billund 14.20. Fin tur, rigeligt med børn og en spændende landing. 912X kl. 15. Så er jeg i Aarhus 16.30, og kan tjekke ind på 2.tv ved 5-tiden.

Hoteller


Tromsø: Smart Hotel ⁎⁎⁎

Harstad: F2 Hotel ⁎⁎

Svolvær: Fast Hotel Lofoten

Reine: Reine Rorbuer ⁎⁎⁎⁎

Svolvær: Thon Hotel Svolvær ⁎⁎⁎⁎⁎

Bodø: Smart Hotel ⁎⁎⁎⁎

Trondheim: City Living Centrum ⁎⁎

Lillehammer: Stasjonen ⁎⁎⁎⁎


Transport


Billund - Oslo - Tromsø: Fly - Norwegian

Tromsø - Harstad: Bus 👍

Harstad - Svolvær: Båd - Hurtigruten 👍

Svolvær - Reine: Bus 👍

Reine - Svolvær: Bus 👍

Svolvær - Bodø: Båd - Hurtigruten 👍

Bodø - Tromsø: Tog - Norrlandsbanen 👍

Tromsø - Lillehammer: Tog - Dovrebanen 👍

Lillehammer - Oslo (Gardermoen): Tog

Oslo - Billund: Fly - Norwegian


Dagsture


Svolvær - Henningsvær: Bus 👍

Reine - Å: Bus 👍

Svolvær - Kabelvåg: Bus


Museer og lignende


Polarmuseet, Tromsø

Norske Olympiske Museum, Lillehammer


Arrangementer


Romssa Arena: Fodbold, Tromsø IL - Stabæk