Fredag den 8. September

Tid til en fødselsdagsferie igen. Den går til Cornwall – det sydvestligste England. Esbjerg – Harwich er stoppet for mange år siden, så det er desværre nødvendigt at sejle med Ryan Air fra Billund til Stansted – verdens værste lufthavn.

Her er det med Stansted Expressen til London Liverpool Street. Videre med den spritnye undergrundslinje Elizabeth Line til Paddington station og så en kort gåtur til overnatningsstedet Tudor Court Hotel. Tjek ind på elendige værelse 409, inden det bliver over til Paddington for at nappe en aften-burrito. Elendig søvn i det diminutive og alt for varme værelse.

Lørdag den 9. September

Over til Paddington og afgang kl. 8.03 til Penzance på den yderste spids af Cornwall. Det er en scenic tur, der har nr. 1 i Europe by Rail, min favoritguide. Turen er flot, men efterhånden får vi ophobet en del forsinkelse fordi der er gået ged i trafikafviklingen. Det er fint nok, for så kan man få kompensation. Det ligner længe at vi vil blive mellem 30 og 60 minutter forsinket. Det giver 50 % af rejseprisen retur. Men til sidst lykkedes det at snige den op på 62 minutter – og vup vup – kompensationen stiger til 100 %. Så nu skal man i gang med at søge.

I Penzance er der en god gåtur til mit hotel Queens Hotel. Det er et gammelt badehotel ved Penzance’s promenade. Lidt træt og nedslidt, men med et stænk at klasse som fra de gamle dage - lidt ligesom mig. Værelset er dog ikke umiddelbart klart, så efter en god frokost bliver det er varm gåtur langs promenaden til Newlyn. Fint lille lokalt hood. Herfra retur til Queens Hotel. Her gør det godt med en skylle på glimrende værelse 21. Der er en fin udsigt over promenaden og kysten.

Senere ind til “centrum” og et rigtigt lækkert aftensmåltid på en café. Aftenen går så med at hænge ud med en pint i hotellets bar, mens alle de andre ser England – Argentina på TV. Og vi snakker Rugby, VM i Rugby. Ikke noget med Falklandskrigen her.

Søndag den 10. September

Der er bestilt morgenmad til kl. 8 i restauranten, så det må man op til. Der er dømt Full English Breakfast. Omfangrigt og righoldigt. Der er simpelthen så meget mad på tallerkenen, at jeg må lade tomaten og halvdelen af pølsen gå ud igen. Ikke godt for renomme'et.

Men således veltilpas er det hen til den lokale rutebilstation. En dobbeltdækkerbus benævnt The Land’s End Coaster kører – ikke overraskende – til Land’s End. Det er Englands vestligste punkt. Turen derud er ganske underholdende og flot med den store bus på de små veje. Det giver en del trafikale konflikter undervejs, der dog løses med snilde og venlighed. De er nok vant til det.

Ude ved Land’s End skal man først gå igennem et noget malplaceret lille tivoli, inden man når frem til klippekanten med fin udsigt til den engelske kanal på den ene side og det irske hav på den anden. Dejligt sted at gå rundt i det glimrende vejr, og også skønt bare at sidde på en bænk og “tage det ind”. Voldsomt stort er stedet ikke, så efter en god time køre en anden Coaster retur til Penzance. Her købes en lille pizzaslice og en chokoladecroissant til frokost. Efter morgenmåltidet er sulten ikke så voldsom.

Efter en eftermiddagspause er det ud og kigge nærmere på byen. Uden at fornærme nogen kan den vist godt kaldes slidt, når man kommer væk fra promenaden langs stranden. På byens centrale plads hænger der en gruppe subsistensløse ud, som ligner nogen der ikke rigtigt ved, hvad de skal gøre ved det. Der er også en lille havn med nogle småbåde og så er der den fine promenade. Her er der dejlige bænke, så det er fint også at sidde lidt her, inden man trisser retur til værelse 21 for at se Danmark – Finland og kigge ud på promenaden fra værelsets vindue. Da den er vel overstået kan man hente sin aftensmad ved hotellets nabo. De sælger en svinsk fish’n’chips som både turister og lokale står i kø for at købe.

Mandag den 11. September

Det her trip er bygget op omkring togrejse nr. 1 i Europe by Rail. Den tur går fra London til Penzance. Men her nede i Cornwall er der 4 små sidebaner, der mødes med den store fra London. De benævnes “branches” og jeg har egentlig tænkt mig at prøve dem alle 4. Den første er i dag, og det er en kort en der gør fra St Erth til St Ives. Turen tager ikke meget mere end 10 minutter, og turen fra Penzance til St Erth er heller ikke længere.

St Ives er en vaskeægte turistby. Den er overtaget af ældrebyrden der rejser til dette område i hobetal medbringende et utal af hunde og spadserestokke. Om der bor nogen i byen overhovedet er jeg lidt usikker på. Men ikke desto mindre en fin tur, med først en gåtur langs byens store strande. Det er lavvande så der ligger både langt oppe på standen. Dem kan alle de omkringløbende hunde så pisse op af. Hundenes ejere forsøger at kalde dem til sig, men både "Beckham" og "Whoopi" synes helt uinteresserede. Undervejs er der rigeligt med bænke. Meget nyttigt når man tager de besøgendes alder i betragtning. Fra havnen/stranden går jeg op i den gamle by, der er proppet med alt hvad målgruppen nu propper sig med. Mængden af forretninger der sælger Fudge (hjemmelavet karamel) er enormt. Jeg bliver undtagelsesvist nødt til at købe en stang og tage med hjem.

Ved 1-tiden er det retur til Penzance. Eftermiddagsafslapning på værelset. Senere en lille gåtur til en lille botanisk have, inden jeg søger ned på promenaden, hvor man så kan sidde på en bænk, selv om havet ikke slår ind over molen her til aften. Aftensmad på en italiensk restaurant. Glimrende Carbonara tilsat rigeligt med italiensk popmusik.

Tirsdag den 12. September

Efter morgenmad er det tjek ud fra glimrende Queens Hotel i Penzance. Det tager et kvarters tid at gå hen til stationen, hvor der er afgang kl. 9.10. Turen går i første omgang til Truro, hvor der er forbindelse med rejsen 2. sidebane til Falmouth. Falmouth er ligesom Penzance på sydkysten af Cornwall. Fra stationen er det en kort gåtur til Falmouth Hotel. Jeg kommer dog alt for tidligt til at kunne få mit værelse, så jeg stiller bare bagagen og går ud for at opleve.

Først går turen op ad bakken til Pendennis Castle. Det er både et pænt slot med en lækker park, og så har det dubleret som fæstningsværk med nogle solide kanoner. Hænger ud en stund heroppe inden det går ned af bakken igen, og en tur langs stranden ved Cliff Road. Den slutter ved Gyllyngvase Beach, hvor man kan sidde på en bænk med en Steak Pie og en kaffe og kigge ud over vandet. Et stykke ude ligger 3 store fragtskibe. Hvor de skal hen vides ikke. Der sluttes af med lidt indkøb i Coop inden jeg vender retur til Falmouth Hotel til indjekning.

Falmouth Hotel er også et gammelt badehotel, men virkelig lækkert. Man har beholdt den gamle stil, men uden det virker nedslidt. Værelse 109 er glimrende og velegnet til en lille pause.

Da den er overstået er det tid til en tur ind til Downtown Falmouth. Det tager 10 minutter at gå derind. Der er 2 krydstogtskibe på besøg, men vurderet efter strømmen af mennesker passer det med at de er på vej tilbage til deres kvægtransporter. Så jeg hænger ud nede på havnen, og går en tur rundt i byen. Aftensmad på en kinesersnask inden snuden vendes hjem mod hotellet. En stor bus fra Gislev Rejser er dukket op, så man er ikke eneste dansker på stedet. Skotland – England på værelsets TV om aftenen.

Onsdag den 13. September

Exit Falmouth. Primært besøgt af det bedre borgerskab. 8.45 afgang via Truro og Par til Newquay. Foretrukket feriested for surferdudes og deslige. Ankomst ved 11-tiden. Great Western Hotel ligger lige ved siden af stationen, så jeg smider bagagen af her. Så er det ellers tid til at dyrke min lille fetish for Zoologiske haver. Det tager et kvarters tid at gå til den lokale Newquay Zoo. Den er rigtig fin. Mest mindre dyr og aber. Og så et flot terrarium med slanger, frøer og krybdyr. Hænger ud her indtil jeg kan tjekke ind på hotellet ved 2-tiden.

Efter tjek ind på værelse 101 på endnu et klassisk badehotel med pub i stueetagen, og en lille lur er det ud at kigge på Newquay. Her er fede strande der bl.a. frekventeres af bemeldte surferdudes og andre med hang til vandaktiviteter. Og for den type turister følger der selvfølgelig et kvarter med der er fyldt med surferbutikker, barer, tatovører, spillehaller og alt muligt gejl der minder mere om Blackpool end om Falmouth. Nede på den lille havn er der også gang i noget fiskeri, og så svømmer der en gråsæl rundt i inderhavnen og gør sig. Efter en solid gåtur går det hjem gennem centrum til hotellet. Aftensmad i pubben downstairs inden der kan slappes af for i dag.

Torsdag den 14. September

Sidste nat på turens 3. glimrende badehotel, afsluttende “Full english” og så afsted fra Newquay til turens eneste storby Plymouth. Togskifte undervejs i Par. Plymouth har vist sig lidt problematisk i forhold til rejsens mål nemlig Cornwall. Efter-research har nemlig vist at Plymouth slet ikke ligger i Cornwall, men i naboregionen Devon. Det må man tage med. I Plymouth ved 13-tiden og så en 15 minutters gåtur til Plymouth Central Hotel – såmænd i centrum af byen. Indgangsparti og reception ser noget skrabet ud, men værelse 205 er glimrende.

Så ud og kigge på byen. Først via Plymouth’s værtshuskvarter Barbican ned til National Marine Aquarium. En fetish jeg har – ligesom Zoo. Kommer lige nøjagtigt for sent til at kunne købe frokost i akvariets café, så må nøjes med et kæmpestykke chokoladekage (man skulle selv skære) og en kaffe inden det går i fisk. Som regel af disse steder ramt af alt for mange børn, men da jeg er kommet et par timer før lukketid, er det ikke så slemt. Så man kan se de flotte fisk og hajer sejle rundt i nogle pænt store tanke. Det giver mindelser om gamle dages pausefisk, når man sidder på de opstillede stole og kigger på dem.

Det der er klaret er det ud og kigge mere på Plymouth. Ned til havnen, hvor man kan se krigsskibe lige på red ude i bugten. Det er stille og roligt, i modsætning til for 200 år siden, hvor Napoleon blev holdt fanget på et skib derude, mens man overvejede hvad man skulle stille op med ham efter Waterloo. Det gav anledning til at hele flotiller af datidens turistbåde sejlede derud for at se giraffen. Ingen grund til det i dag, så jeg fortsætter op til centrum. Centrum af Plymouth blev smadret under 2. Verdenskrig og blev efterfølgende genopbygget i Brutalistisk stil, der får gamle østlandes storbyer til at minde om arkitektoniske perler. Hotellet er sådan set også en grim betonbygning, men indvendigt er det fint. Husene langs nærliggende Armada Way ligner jeg ved ikke hvad, og optræder også i en gammel artikel jeg fandt i The Guardian blandt de 10 grimmeste ting i England. Så ikke nok med at Plymouth slet ikke er i Cornwall – det er også grimt. Aftenburgeren fra Crispy fejler dog ikke noget.

Fredag den 15. September

Middelmådigt morgenmåltid på hotellet. Når man nu har vænnet sig til stegt bacon er almindeligt brød lidt en nedtur. Men efter det er det tid til den sidste sidestrækning på min togrejse. Så op til stationen, og med det store tog til Liskeard. Derfra kører der et lille tog til Looe ude ved kysten. Looe er en hyggelig lille by. Der er en dejlig havn, en flot mole, en fin strand og et hyggeligt bycentrum. En del turister er der også. Og hunde og spadserestokke galore. Sådan er det åbenbart i Cornwall’s turistbyer. Der hænges ud de obligatoriske par timer, inden det er tilbage til Plymouth med toget.

Her bliver det så til en eftermiddagslur inden en tur rundt i Plymouth’s usædvanligt grimme centrum. Aftensmaden bliver en kina-box, der tages med op på værelset. Der er Cromecast på værelsets TV, så om aftenen kan der streames på Viborg-Midtjylland og Viasat Golf.

Lørdag den 16. September

Sidste dag i Plymouth. Det bliver til en formiddagsgåtur Royal William Yard, som førhen var provianteringslager for Royal Navy, men nu er ombygget til luksuslejligheder, gode restauranter og de sædvanlige kontorer for de kreative. Der er også en fin udsigt til Tamar floden og indsejlingen til Plymouth – Englands Ocean City som de kalder det. Jeg gider ikke gå retur, så det bliver med rute 34.

Inde i centrum kommer jeg ubevidst til at gå gennem Drake Circus. Det er det store indkøbscenter i centrum og betegnelsen Cirkus er meget passende. Uheldet sker på vej mod at finde The Box. Det er et anbefalet museum. Det giver mening både fordi jeg skal finde et toilet og fordi det er begyndt at småregne. The Box er ganske interessant. Der er en fin udstilling om Plymouth Port, og hvordan den er skabt. I alt ligger der 600 skibe på bunden af havet omkring Plymouth. Det er dog en slat og sejlads har ikke været helt ufarligt i gamle dage.

Ellers er der alt for mange mennesker i centrum. Alle café’er er optaget til sidste plads undtagen 1 – den har lukket pga. personalemangel. Og det småregner stadig, så jeg henter bagagen på hotellet og går op til stationen, selvom der er 1 ½ time til mit tog. Det kører kl. 16.50 og er på London Paddington 20.30. Som sædvanligt er disse aftenture ganske fede, fordi der er færre rejsende – og kun sjældent børn. På Paddington fat en i aftensandwich, ned til Elizabeth Line til Liverpool Street og derfra med Stansted Express ud til Stansted. Sidste overnatning bliver herude på Radisson Blu. Så er man tæt på i morgen.

Søndag den 17. September

Glimrende morgenbuffet på Radisson Blu, inden jeg begiver mig over i afgangshallen i Stansted. Det tager 5 minutter. Så går der lige 20 minutter med bag-drop og security og jeg er derfor som sædvanlig inde i de hellige haller alt for tidligt i forhold til afgang kl. 10.30. Men Stansted er ikke helt så slem som den plejer. Bl.a. finder jeg et lille hemmeligt venterum i underetagen, hvor man kan være lidt i fred.

Næsten planmæssig afgang. Ombord er en lille gruppe Brøndby-fans der er rejst via London for at komme til fodbold i Aarhus. De er rimeligt uudholdelige. De er også med i flybussen fra Tirstrup. Om muligt endnu mere irriterende. Hopper af ved Universitetet og så en 5’er det sidste stykke vej. Jeg er hjemme ved 15-tiden.