698 kr for en returbillet fra Billund til London. Det er simpelthen for latterligt. Så det er jo bare med at komme afsted.

Flyafgang fra Billund kl. 17.20. Så er man i Gatwick 1½ time senere. Ind i toget, der på en halv time fragter dig direkte ind til Victoria. Et par hundrede meters gåtur til mit mægtigt hyggelige hjemmefra bookede hotel Georgian House Hotel.

Aftenen går med at kigge lidt nærmere på lokalområdet - og ind til sen aftensmad på en lokal kebab-restaurant.

Lørdag den 1. december

Det regner lidt fra morgenstunden, så det er en god formiddag til museums-besøg. Jeg får investeret i et weekend-travelcard, og så er det bare med undergrunden til South Kensington, og Science Museum. Der er gratis adgang til dette kæmpestore og ganske spændende museum. Man er nødt til at vælge lidt ud, og så nøjes med at se det. Jeg vælger bl.a. at se rumfartsdelen - bl.a. med en Apollo 10 kapsel, en afdeling med gamle fototing og så en udstilling, der netop åbner idag, med en række rigtigt flotte Alfa Romeo'er. Ved sidstnævnte udstilling er der servering af Champagne, hvis man skulle have lyst. Om det kun var til de inviterede ved jeg ikke - jeg undlod dog at bede om et glas.

Jeg bruger en 3 timer på Science Museum inden turen går mod sydøst. Først med undergrunden til London Bridge. Derfra med rigtigt tog til Charlton, i den østlige del af London på sydsiden af Themsen.

Her finder man Charlton Athletic Football Club, og en e-mail forespørgsel har betydet, at en meget venlig mand fra klubben har lagt en billet til mig til hjemmekampen på The Valley mod Newcastle. Og det selv om der faktisk var udsolgt, men min forespørgsel om hvorvidt jeg  skulle tage til 3.divisionsbold hos Leyton Orient istedet, medførte åbenbart så meget sympati, at der blev lagt en billet til side.

Min 25 £ billet giver adgang til South Stand, kun nogle få rækker fra et par tusind meget sangglade Newcastle-tilhængere. De var nu fredelige nok, men for en sikkerheds skyld stod der sikkerhedsvagter ned ad hele tribunen til at adskille "home" og "away".

Der findes forskellige måder at udforske en by på. Nogle tager en bus rundt og ser det hele. Det gider jeg ikke. Så normalt plejer jeg at se byen til fods. I London kan man gøre det lidt mere organiseret ved hjælp af London Walks. Det  er et lidt smart system. Man møder bare frem på en undergrundsstation på et tidspunkt som fremgår af deres program. På aftalt klokkeslet står der så en guide med programmet i hånden. Så kommer en 15-20 mennesker væltende fra alle hjørner - man slipper en 5 £ seddel til guiden, og så tager man en gåtur på et par timer i det lokale nabolag.

Idag går starter gåturen ved Sloane Square og går rundt i Belgravia - en møgrig del af London. Store huse og flotte palæer. Det er ikke hvemsomhelst, der bor her. Andrew Lloyd Webber og Margeret Thatcher er iblandt dem. Guiden Stephanie fortæller om områdets historie og de prominente personer.

Resten af dagen går så i mere tilfældig turisme. Går dele af byen rundt - lidt på må og få. Det bliver også til lidt shopping - mest CD'ere (som efterhånden er dyrere end i Danmark, men der var noget, jeg ikke har kunnet opdrive herhjemme) og bøger.

Mandag den 3. december

Turens 2. London Walk starter ved 11-tiden. Her mødes omkring 10 personer ved undergrundsstationen Green Park for sammen med Angela at se "The Westminster nobody knows". Også her er der fokus på områdets historie og bygninger, men også med en god del sladder om de royale og deres tilknytning til området.

Efter denne gåtur tager jeg ud for at se The London Eye - det store pariserhjul der er sat op over Themsen, tæt ved Waterloo-stationen. Normalt advares mod lange køer, og det anbefales at bestille billet i forvejen. Med der er ikke så mange turister i London pt, så man går direkte ombord, til en rundtur der varer en god ½-times tid, med udsigt over London.

Om aftenen er det tid til bold igen. Ud til White Hart Lane for at se Tottenham Hotspurs mod Bolton. Lidt kaotisk tur derud. Først med undergrund til Seven Sisters - ikke noget problem. Derfra med et lokaltog til White Hart Lane. Her begynder balladen. For det viser sig, at det tog alle Tottenham-fansene vælter ind i - og som jeg derfor også napper - er et ekspres-tog, der ikke holder ved White Hart Lane. Folk tager det nu med pænt humør. En omtaler det som "the most stupid thing I have ever done", en anden ringer åbenbart til kammesjukkerne ved stadion for at fortælle, at han vist er på vej mod Newcastle!!. Enkelte er mere i panik, fordi de nu går glip af mindst 2 pints inden kampen. Til sidst holder toget dog ved en station. Alle vælter ud - over på den anden side - hvor der så går 20 minutter inden et andet tog bringer os tilbage til White Hart Lane.

Museums-tur igen. Denne gang British Museum. Også dette er kæmpestort, så man må vælge. Jeg tjekker først den egyptiske og den romerske del - bl.a. med en række friser fra Parthenon-templet, som er vældig berømte. Efterfølgende får jeg også tjekket afdelingerne for Asien og Africa. Mægtig spændende.

Fra British Museum - og et besøg i en lokal tegneserieshop - bliver det til en gåtur via Holborn til Lincoln's Inn, Royal Courts of Justice og Inner Temple. Det er sådan en slags "lovens London". Der er advokatkontorer overalt i disse Inn's - men også flotte haver og flotte bygninger.

Slutter gåturen ved undergrundsstationen Temple, hvorfra jeg smutter hjem til hotellet.

Onsdag den 5. december

Lidt mere shopping fra morgenstunden (eller var det formiddag). Udgangspunkt Oxford Circus. Derfra går jeg igennem Soho til Leicester Square. Vil i en ordentlig biograf for at se Harry Potter. Biografen hedder Odeon og er kæmpestor. Billetsælgeren hedder Martin og har den mest udprægede Valby-engelske accent jeg længe har hørt. Så vi vælger at snakke dansk.

Fed film - og fedt at opleve den i en rigtig biograf med balkon og hele svineriet.

Om aftenen er det så fodbold igen. Med undergrunden til Stamford Bridge. Chelsea spiller hjemme mod Charlton. Billetten er bestilt via Internet hjemmefra - og de har sendt den til Danmark uden problemer. 35£ giver adgang til West Stands øverste "balkon", med et kanonview ud over banen. Et noget mere overfladisk publikum her. De fleste kommer åbenbart direkte fra kontoret, og er ikke nær så meget fodbold-freaks som f.eks. til Tottenham-kampen. Jakkesæt og slips er fremherskende, og det er tilsyneladende ligeså vigtigt at få sludret med kollegaen eller forretningsforbindelsen.

Chelsea skuffer fælt. På trods af en lang række internationale stjerner hænger det slet ikke sammen. Charlton forsvarer sig bravt, og 2 minutter før tid scorer Kevin Lisbie det afgørende mål for dem på et hovedstød. Min sidemand forsvinder omgående fra stadion, i en fart jeg ikke tidligere har set.

Hjemmepublikummet følger Chelsea til dørs med en alvorlig pibekoncert. Det var aldrig sket i Tottenham eller i Charlton, men på den anden side - hvad kan man forlange af en klub, der har Giorgi Armani som "jakkesætsponsor" - vorherrebevares.