www.henningn.dk

Torsdag den 1. juli

Op kl. 5. 30 !! - for at være klar til bussen kl. 6.20. Det er rigtigt øv-vejr i Vejle, så det bliver rart at slippe væk fra. Men chancen for at det er bedre i England er næppe stor, så derfor indeholder bagagen både regnfrakke, paraply og ikke mindst min grimme regnvejs-golf-hat.

Præcis afgang med Mærsk kl. 7.45, og lander også præcist 1½ time senere i Gatwick. Bagagen lader vente på sig, men til sidst dukker den da op. Så er det ned til perron 2 og med Thameslink til Kings Cross. Her må der skiftes, og jeg når lige kl. 11-toget til York. Her er jeg så 2 timer senere.

Taxa - man er blevet magelig med alderen - til Midway House Hotel ,og det mest aflange enkeltværelse jeg endnu har set. Men til gengæld kan man kun stå oprejst i halvdelen af værelset. 

Velkommen til York i regnvejr

Så er det ud for at se på York og bagagen kommer hurtigt til sin ret, for det begynder selvfølgelig at regne. Så på med regntøjet - frem med paraplyen - og forsøg at søg læ under et stort træ. Heldigvis holder det snart op, så jeg kan følge floden Ouse på en 20 minutters gåtur ind til York Centrum. Her kigger jeg først på York Dungeon - et spøjst spøgelsesmuseum, med rigtigt levende skuespillermonstre. 

Videre rundt i York og til byens største seværdighed York Minster. Den kæmpestore kirke er enormt flot. Jeg tjekker kirken ud, og kigger også ned i krypten og i skatkammeret. Tårnet er lukket her hen mod aften, så det må blive en anden gang. 

Så er det ellers retur til mit B&B. Aftensmad undervejs på pubben Fulford Arms, men semifinalen i Euro2004 mellem Grækenland og Tjekkiet indtages i mit aflange værelse. 

Fredag den 2. juli

Dagen starter optimalt med en "full english breakfast" ved 9-tiden. Men så er det også traveskoene på og til fods ind til stationen. 

Herfra med X40-bussen til Whitby. Flot tur tværs over North York Moors, som er et meget bakket landskab med store lyngområder. Turen slutter i Whitby ved 12-tiden. Whitby er en hyggelig lille by ud til Nordsøen. Jeg går lidt rundt i byen inden jeg bestiger de 199 trin til ruinerne af Whitby Abbey. Ruinerne stammer fra en kirke bygget i det 13. og 14. århundrede og står højt på klipperne ud mod Nordsøen. Før den tid har der forøvrigt været en anden kirke som danskerne ødelagde i 867, men det snakker vi ikke mere om. Oppe ved ruinerne får man udleveret et maskineri med en audio-tour, for at gøre det hele mere interessant. 

Whitby Abbey

Fra havnen i Whitby

Ved siden at Whitby Abbey ligger St. Marys Church som også er gammel og flot. Den får jeg også kigget på, sammen med havnen i Whitby - og byen selvfølgelig. Til gengæld hopper jeg over "The Dracula Experience" - en rutineret rejsende kan se en turistfælde på lang afstand.

X40 returnerer kl. 5 og er i York ved 7-tiden. Så efter aftensmaden tusser jeg tilbage til mit meget lange værelse.

Lørdag den 3. juli

Gåturen ind til York er flot men også lidt lang, og nu da jeg har set den nogle gange. Derfor investerer jeg i en dagsbillet til bybusserne, og tager den røde "park-and-ride"-bus ind til stationen. Derfra er der en kort gåtur til National Railway Museum.

NRM er et stort, flot og spændende museum - og så er det gratis. Jeg går rundt flere timer blandt gamle damplokomotiver, blankpudsede togvogne og forskellige konge- og dronningevogne, som nu er gået på pension. Der er også helt nye modeller, gamle skilte, bænke og ure - ja alt, hvad der hører togdrift til. Der er sågar en demonstration af, hvordan man vender et damplokomotiv på en stor drejeskive. 

Efter frokosttid er der tid til en gåtur på Yorks bymur, der omkranser det der var York engang. Turen slutter ved Richard III-museet. Her kan man bl.a. gætte på hvem der slog Richard III ihjel (jeg må indrømme at jeg ikke kender fyren!). Blandt mange forslag er Donald Rumsfeld - og - Lord Voldemort.

Et smugkig fra bymuren

Fra tårnets top på The Minster

Herfra gennem det noget shopping-prægede centrum og ned til min røde linie 7 og til siesta på Midway House. 

Efter en eftermiddagsslapper og et par inferiøre galopløb på ITV, vender jeg senere snuden mod York igen. Først op i Clifford's Tower, et gammelt tårn med et hul i midten. Så er det videre til York Minster for at se det jeg ikke fik set i forgårs. Først op i tårnet. Der er langt derop. 275 smalle og stejle trin og undervejs skal man også gå tværs over et tag!. Men udsigten deroppe er det værd, og turen ned er ikke nær så anstrengende, selv om man faktisk bliver ganske svimmel af at gå rundt og rundt i det smalle trappetårn.

Det eneste jeg mangler nu er kirkens "Chapter House" (ved ikke hvad det skal oversættes til). En meget simpel rund bygning i tilknytning til kirken, med nogle utroligt flotte vinduer i mange farver. Jeg er ikke den eneste der er imponeret. Man kan se det på folk, når de går ind i rummet. Så bliver de pludselig helt stille. 

Efter det er der aftensmad - og dagens 4. tur med 7'eren, så jeg har da fået noget ud af dagsbilletten. 

Søndag den 4. juli

Regn fra morgenstunden, så det bliver henimod 11 inden jeg kommer igang. Og hvad er så mere naturligt end at starte dagen med at gå på værtshus - eller rettere bryggeri. York Brewery har en hyggelig lille rundtur hvor man kan se hvordan de brygger øl. Og bagefter er der de obligatoriske smagsprøver.

Senere endnu en gammel York-bygning. Merchant Adventurers Hall er en rigtig flot gammel bygning fra det 14. århundrede. Den er fra før liberalismens tid og er bygget af de gamle laug, der med hård hånd styrede al handel og håndværk. Ingen kunne dengang starte egen forretning uden at være godkendt af lauget, som jo også var de mulige kollegaer. Ikke just fremmende for konkurrence-situationen.

Sidste sight er York Castle Museum. Det er et traditionelt - men flot - museum, med gamle ting og sager. Urimelig dyr entre dog. Slottet har også været brugt som fængsel. Dick Turpin var buret inde, inden han blev klynget op. 

Aften på Midway House værelse 9. Finale i Euro2004. Tænk sig - Grækenland som Europamester. Og Peter Schmeichel er ligeså dum som studieekspert på BBC, som han var usympatisk som fodboldspiller.

Videre til Lake District

Udsigt fra Merchant Adventurers Hall