www.henningn.dk

Se også
Portugal fotoalbum
Portugal billedvideo
Lissabon billedvideo
Sintra billedvideo
Porto billedvideo
Amarante billedvideo
Braga billedvideo
Coimbra billedvideo
English version

Exit Lissabon for den her gang, men jeg vender tilbage senere. Jeg tjekker ud fra mit hotel og tager metroen til Oriente. Herfra er det ved 11-tiden med Alfa Pendular – Portugals hurtigtog – til Porto. Turen tager 3 timer – nemt og bekvemt.

I Porto har jeg booket mig ind på et andet gammelt hyggeligt midtbyhotel. Residencial dos Aliados hedder det. Her tjekker jeg ind på værelse 409, med massivt plankegulv og udsigt over Avenida dos Aliados. Eurosport er ikke blandt TV-kanalerne, så jeg må undvære afgørelsen på VM i Curling. Til gengæld er der den lokale Sportv, som sender Premier og Champions-league, så det er da et godt bytte. Jeg har for øvrigt ændret plan og bliver i Porto i en uge. Egentlig var tanken et par dage i Coimbra, men Pendular kører derned på 1 time, og så kan jeg ligeså godt tage det som en dagstur.

Resten af dagen går så i øvrigt i tilfældig sightseeing i Porto downtown. Den ser rigtig hyggelig ud. Hen under aften falder jeg ind i en lokal beværtning, hvor jeg får en aftenburger, cola og kaffe for knap 5 Euro, inden jeg smutter retur til hotellet og Champions-League kampen mellem Milan og Bayern München.

Ved halv-ti-tiden er jeg så blevet småsulten igen. Men det er der råd for. For i stueetagen er Cafe Guarany, hvor det slet ikke føles forkert, at en fyr spiller piano i hjørnet, samtidig med at der er Champions-League på storskærm. Her snupper jeg så en Cafe con leche og en sandwich inden sengetid.

Det bliver til en rigtig lang gåtur i dag. Det er til området på den anden side af floden Douro. Den del af byen hedder Vila Nova de Gaia. Der er her alle Portos berømte portvinsproducenter holder til.

Turen derover går via Portos vartegn –  jernbroen Ponte de Dom Luis I. Herfra op til kirken Mosteiro de Serra de Pilar. Her er en flot udsigt over Porto. Jeg er ved at komme galt af sted, da jeg vil se ind i kirken. Her står en åben kiste fremme. Der skal være begravelse. Jeg fortrækker hurtigt og diskret.

Så er det elles ned ad bakke til Cais de Gaia, hvor portvinshusene ligger som perler på en snor. De har alle sammen rundvisninger. De fleste af dem er gratis. Jeg besøger en enkelt producent – Croft portvin. Jeg har aldrig hørt om dem, men er altså heller ikke ekspert på området. Her ser man så de gamle fade portvinen opbevares i, og man hører om firmaets historie og får at vide hvorfor netop dette foretagende er særligt kvalitetsbevidst. Produktion er der ikke noget af, for det foregår på vingårdene ude i Douro-dalen. Endelig når man så frem til rundvisningens egentlige formål - nemlig prøvesmagningen!! Besøgte man dem alle sammen kunne man få en fin lille bøhmand på.

Det undlader jeg dog. I stedet for går jeg rundt i området med de gamle vinhuse. Det er flot og spændende og udsigten over Douro til den rigtige side af Porto er heller ikke dårlig.

Turen tilbage til Porto går også over Dom Luis broen. Denne gang på det nederste af de 2 dæk broen består af. Så kommer man over til Ribeira-kvarteret, som jeg går op igennem og hjem til hotellet. Alt i alt en 7-timers tur, så jeg er rimeligt brugt da jeg kommer hjem.

Derfor sker der heller ikke så meget mere resten af dagen. Afslapning på hotellet, en kort gåtur i lokale indkøbsgader, aftensmad og så Chelsea-Valencia på Sportv.

Torsdag den 5. april

Det er Skærtorsdag i dag, men det mærker man nu ikke meget til på disse kanter. Her synes alting at fungere helt som normalt.

Det er tid at tage på landet i dag. Det er en af de gode ting ved mine Lonely Planet bøger. Der er næsten altid forslag til spændende steder lidt uden for alfervej.

Amarante er et sådant sted. Turen derud er ikke nem. Først med Portos fine light-rail til banegården Campanhas. Derfra med et lille regionaltog, der kører til Livrecaõ. Det tager en times tid. Her holder der så en skinnebus-ting, der ad smalle spor kører op i bakkerne til den fine by Amarante.

Her er der så nøjagtig 4 timer og 32 minutter til rådighed, for køreplanen skal rammes hjemad. Den tid bruges til at gå rundt i byen, som er fin og velholdt. Rio Tamega løber tværs igennem, så der er selvfølgelig en flot bro og en god gåtur langs floden. Og så er der en gammel kirke Igreja da São Goncalo. Så er det egentlig også slut på seværdighederne. Til gengæld er det alle tiders sted at dvaske rundt, få en god frokost til favorabel pris og sætte sig på en cafe og få en kaffe eller 2. Ren afslapning efter den megen storby indtil nu. Turen tilbage – i omvendt rækkefølge – starter kl. 17.32 og slutter i Porto kl. 19.

Aftenunderholdningen sørger Sevilla og Tottenham for på Sportv.

Fredag den 6. april

Dagens tur går til Braga. Det tager en time og koster 2 Euro med toget.

Braga er en meget gammel by og Portugals religiøse centrum. Her i påsken er der adskillige messer og processioner. De sidste er dog om aftenen efter sidste tog er kørt, så det må jeg gå glip af.

Der er selvfølgelig også en berømt kirke – Sé – som man begyndte på i 1070 og blev færdig med ca. 100 år senere. Det er et mylder af forskellige stilarter og ærlig talt ikke særlig køn, hvis nogen skulle spørge mig.

Efter kirkebesøg går jeg ud for at se nærmere på Braga. Det er en hyggelig by at gå rundt i på må og få. Min legendariske stedsans svigter mig dog fuldstændig, da jeg pludselig befinder mig blandt nogle boligblokke ude ved en ringvej. Mit bykort er ikke noget bevendt – jeg er nemlig havnet helt udenfor. Det er først, da jeg finder et vejskilt mod centrum, jeg kommer på rette spor igen.

Ved 15-tiden kører der så et tog retur til Porto. Det tager jeg med.

Aftenen bruges efterhånden traditionen tro på en fodboldkamp. I aften mellem FC Porto og Vitoria Setubal. Denne gang dog ikke på TV, men sammen med 40.000 andre på Estadio do Dragão. Her holder FC Porto til – et hold der vel i al beskedenhed har været blandt Europas allerbedste de sidste 5-7 år. Det er ret godt gået af en by, der ikke er så forfærdelig meget større end Århus.

Jeg genkender faktisk kun 4 navne på Portos hold. Adriano, Postiga og Jorginho spiller med fra start – og så sidder gode gamle Vitor Baia på bænken som reservekeeper. Meget passende er det så de 3 førstnævnte der deler 4 mål imellem sig i 1. halvleg. Adriano sørger for 2 af dem. Porto fører 4-0 ved pausen, Setubal er blevet kørt fuldstændig over og stemningen er ganske fortrinlig. Men faktisk er det Portos 7’er Quaresma, der fra venstre midtbane med 3 geniale oplæg er kampens helt store oplevelse. Et dårligt Setubal-hold får reduceret midt i anden halvleg inden indhopper Anderson slutter festen af til 5-1.

Herefter kan man så under usædvanligt velordnede forhold tage light-railen hjem. Det tager faktisk kun et kvarter hjem til hotellet.

Porto-dag i dag. Selv om der egentlig ikke er så mange stjerne-seværdigheder i Porto er der alligevel rigeligt at se på. Der er masser af sjove kvarterer, skumle gyder og flotte udsigter.

Jeg starter dog dagen med en seværdighed. Torre & Igreja dos Clerigos. Det er en kirke med et 76 m. højt klokketårn, som man kan gå op i. Det er angiveligt Portugals største af slagsen. Det bestiges, og der ses på  udsigten fra toppen, inden det går nedad igen. Det er lidt bøvlet, for op og ned foregår ad de samme smalle trapper.

Derfra er det ned i det meget hyggelige kvarter Vittorio. Det er sådan et med skæve huse, smalle gader og praktisk taget ingen turister. Det er heller ikke nævnt i nogen guide-bøger. Her går lørdags-livet sin vante gang med indkøb i de lokale forretninger. Og så råber man ellers til hinanden. Jeg ved ikke hvad det er, men man taler altså enormt højt i det her land. Som om man ikke bliver hørt, hvis man ikke råber.

Efter frokost er det så tid til en slappe-af pause på hotellet inden dagens 2. gåtur.

Den tur går først og fremmest til Portos katedral Sé. Den er stor, men som det er tilfældet med flere andre kirker jeg er faldet over undervejs, så er den ikke så prangende som i andre sydeuropæiske lande. Det er et noget mere ”skrabet” byggeri. Formedels 2 Euro får man også adgang til kirkens kloster med udstillede genstande og fine kakkel-billeder.

Herfra rundt i en andet kvarter hvor det er de indfødte der regerer, nemlig Ribeira. Her er der lidt flere turister, formentlig fordi kvarteret er omtalt i guide-bøgerne.

Det er egentlig først i dag – Påskedag – at man lægger mærke til at det er påske. Forretninger og de fleste restauranter og cafeer holder lukket i dag.

Men togene kører heldigvis. Heriblandt 11.15 til Coimbra. Her har jeg været før og erindrer byen som hyggelig. Derfor dette gensyn. Det går i sådan en 4-5 timers tur rundt i Coimbra, som er Portugals 3. største by. Highlightet er byens universitet, der holder til allerøverst i byens meget stejle gader. Coimbra er en by med en gammel uddannelsestradition, der startede i 1537. Det bærer bygningerne også præg af. De er vældig pompøse. De kræver faktisk entre for at man kan komme ind i det allerhelligste, men jeg bliver enig med den ungdommelige vagt om, at et beskedent bidrag til de kemi-studerendes festforening giver mere mening.

Ved 6-tiden går det retur til Porto, hvor det eneste ”spisested” i nærheden, der har åbent er McD. Nedtur – og der er heller ingen fodbold på flimmeren mere.

Det er sidste dag i Porto, og det bliver en af de dage hvor jeg får gået næsten 100 km.

Dagen starter med gåtur ned til Douro, hvor byens eneste sporvognslinie kører vestpå – ud mod Atlanterhavet. Det er en ældgammel sag, der dårligt kan hænge sammen, men undervejs passerer vi heldigvis sporvejshistorisk museum, så sporvognsføreren kan smutte ind og hente et par reservedele. Ude ved kysten er der et liv som der næsten altid er den slags steder. Hyggeligt og afslappende, men i øvrigt ikke noget særligt at se.

Egentlig troede jeg så, at jeg kunne sejle over til en lille fiskerby på den anden side af Douro kaldet Afurada. Men jeg kan ikke finde båden derover, og tager derfor sporvognen retur til centrum. Så går jeg i stedet tværs over Dom Luis-broen til Vila Nova de Gaia. Derfra går der så en ca. 4 km. lang gangpromenade langs Douro ud til Afurada.

Afurada er som at komme i en helt anden verden. Pludselig står man i et lille fiskersamfund så tæt på storbyen. Her er små fiskerbåde i havnen og i den lille by knævrer fiskerkonerne. De fisk der er fanget klargøres og saltes rundt omkring i gaderne. Der er også nogle fantastiske små huse beklædt med forskellige farver af kakler – hvert hus har sin egen farve og sit eget mønster.

Her går jeg så rundt, mens de lokale kigger lidt forundret. For det er ikke et turiststed, så man kigger lidt efter dem, man ikke kender.

Så er der ellers 4 km. retur til Dom Luis-broen igen. Over den – og opad gennem Ribeira inden jeg er hjemme ved hotellet ved 5-tiden.

Ellers er der kun et beskedent aftensmåltid tilbage på hotellets stilige cafe-restaurant Guarany. Jeg slutter meget passende af med en lys tør portvin, som er de lokales foretrukne variant af den drik.

Og så er der heldigvis aftenkamp igen på TV. Denne gang mellem Beira Mar og Benfica.