|
Søndag den 2. september
Godt 300 kr. for en returbillet fra Billund til Dublin med
RyanAir. Det er grotesk billigt. Det kan umuligt være en god forretning for dem. Men så er der selvfølgelig ikke fortæring med i prisen. Det er også usædvanligt, at det er nødvendigt at sælge skrabelodder undervejs. Der er dog heldigvis ikke noget bingo.
Vi lander i Dublin lidt i 4. Lufthavnen er rimeligt effektiv og jeg når lige som sidste mand ombord i bussen til
Nordirland
og Belfast kl. 16.20. Så er det ellers ud over stepperne, og bussen er i Belfast 2 timer senere.
|
Fra Europa Buscenter bliver det med taxa til
Elms Village. Det er mit spartanske logi i udkanten af Belfast’s universitetsområde. Normalt er det bolig for de studerende på det nærliggende
Queens University, men om sommeren lejes der ud til turister.
Aftenturen går op og ned ad Malone Road i dejligt aftenvejr. Her finder man bl.a. det markante Queens University, som er det største universitet i Nordirland. Det blev etableret af Dronning Victoria i 1845 og omkring 24.000 henslæber deres studietid her. Kort herfra finder jeg en vaskeægte fish’n’chips-snask. Jeg har helt glemt hvor dårligt det smager. På vejen hjem smutter jeg ind på den lokale tankstation efter en kaffe og dagens avis. Så er der da noget at kigge i, på det TV-løse værelse 107 i Elms Village. |
 |
Mandag den 3. september
|
 |
Belfast er, selv om det er Nordirlands hovedstad, ikke særlig stor. Der bor omkring 500.000 mennesker, og byen er overskuelig og nem at finde rundt i. De fleste steder i byen er der udsigt til de grønne bakker omkring Belfast.
Fødderne starter med at bringe mig de 2-3 km. fra Elms Village og ind til Belfast’s centrum omkring Donegall Square. Her er byens rådhus, som er en flot lys bygning fra 1906. Nordirerne har selv kåret den som landets flotteste bygning. Udenfor er der en statue af en vrissen Dronning Victoria, for ligesom at signalere hvem der bestemmer her.
På den anden side af North Donegall Square findes
Linen Hall Library. Det er et bibliotek, der ud over at være et almindeligt bibliotek har specialiseret sig i materiale om den nordirske konflikt. Der er også en cafe, som serverer en god kop kaffe.
Videre herfra og lidt nordpå ad diverse forretningsgader til High Street. Mellem High Street og Ann Street er ”The Entries”, som er nogle små luskede gyder. Den del af Belfast er byens ældste, men blev fuldstændig smadret under 2. verdenskrig for efterfølgende at blive bygget op igen. |
|
Så er det videre til Queens Square og The Albert Memorial Clock Tower. Det er Belfast’s svar på det skæve tårn i Pisa, da det hælder lidt mod syd. Det drejer sig ikke om mere end 1-2 meter, så det er vanskeligt at se med det blotte øje.
Nu er jeg næsten ned ved floden Lagan. Den krydser jeg via Lagan Weir, hvor en gangbro over nogle stålporte, der regulerer vandstanden i floden, bringer mig over på den anden side.
Herovre finder man bl.a. Odyssey-complex, som er et enormt underholdningscenter. Lidt længere ude kan man se det store Harland & Wolff skibsværft. Det var her man byggede Titanic, men på trods af det, er der stadig gang i skibsbyggeriet. |
 |
|
 |
Tilbage ad samme vej til den ”rigtige” side af Belfast, og op til det der kaldes Cathedral Quarter. Her er Belfast’s domkirke
St. Anne’s Cathedral, som man startede på i 1899 og først blev færdig med i 1981. Tårnet på kirken er erstattet af et højt gyldent spir. Lidt længere nordpå er en anden flot bygning Clifton House. Engang var det fattighus. Nu er det alderdomshjem.
Nu vendes næsen sydpå igen. På den lange vej hjem kommer jeg forbi Grand Opera House. Det åbnede i 1895, men blev slemt skadet af IRA-bomber i 1991 og 1993. Onde tunger siger det blev bombet, fordi journalisterne boede på Europa Hotel lige ved siden af, og derfor kunne dække begivenheden uden at forlade hotellets bar. Ovre på den anden side af vejen kigger jeg lige ind på Belfast’s ældste pub Crown Liquor Saloon. Udvendigt er den pakket ind, da den er under renovering.
|
|
Herfra er der så igen 2-3 km. hjem til Elms Village.
Dagens 2. tur bliver af gode grunde kortere. Det bliver en gåtur rundt i den meget flotte botaniske have tæt ved min bopæl. Det er ikke bare en poleret blomsterhave, men mere en rigtig hyggelig park for Belfast’s indbyggere.
Herfra ned på ”The Globe”, som er en lokal pub med et godt tilbud at slutte dagen af med. ”A pint and a meal” til 5 £ er ikke nogen dårlig afslutning på den her dag. |
 |
Tirsdag den 4. september
|
 |
”The Troubles” hedder det her – ”Balladen” mellem katolikker og protestanter, mellem republikanere og loyalister, mellem IRA og imperiet – eller hvad man nu kalder det. Heldigvis synes ”The Troubles” at være et overstået kapitel i Nordirlands historie. Dagens tema er ”The Troubles”.
Jeg starter med at tage bussen ind til centrum og Donegall Square. Derfra er det via Castle Street og Divis Street ud til Vest-Belfast’s katolske hovedkvarter Falls Road. Undervejs kommer man forbi det store betonhøjhus Divis Tower. Her holdt sikkerhedsstyrkerne til på de 2 øverste etager med udsigt over det meste af Vest-Belfast – både Falls Road og protestanternes tilsvarende Shankill Road. Jeg går videre forbi begyndelsen af det der kaldes ”The Peace-line”. Det er et 6 meter højt hegn, der adskiller den katolske og den protestantiske del af Vest-Belfast. Lad os håbe det snart ryger samme vej som sin fætter i Berlin. |
|
Selve Falls Road er en almindelig levende handelsgade, men selvfølgelig med masser af symbolik. Det gælder bl.a. Remembrence-garden, hvor man på store granittavler hylder sine helte fra IRA-tiden. Det gælder også de mange murmalerier, hvoraf de fleste hylder de sultestrejkende IRA-fanger – eller krigsfanger som de kaldes -, der døde i Maze-fængslets blok H i 1981-82. Den mest berømte af dem var Bobby Sands, der blev valgt til det britiske parlament, mens han sad i fængsel.
For enden af Falls Road er der 2 store kirkegårde. Det er dels Belfast City Cemetary og dels den katolske Milltown. På sidstnævnte er de sultestrejkende fra blok H begravet.
Her er der også en fin pub, hvor man kan få sin frokost inden turen med bybus til Donegall Square. |
 |
|
 |
Nu er det her jo en afbalanceret tur, så den anden parts kvarter skal også ses. Det hedder Shankill Road, og ligger ganske tæt på Falls Road, men er adskilt af den høje mur. Ironisk nok minder det på mange måder om Falls Road med en travl forretningsgade. På Shankill Road er der også murmalerier, der bl.a. hylder UFF – det protestantiske svar på IRA. Ellers er kvarteret præget af mange flag – Storbritanien, England, Skotland, Wales – og selvfølgelig Nordirland – for at signalere samhørighed med resten af imperiet, og ikke bare England. Overalt ser man også det protestantiske udråb ”No Surrender” – og et af de mere groteske tiltag – et hyldesmaleri af Queen Mother på siden af en Subway-restaurant.
Også udefra Shankill Road tager jeg bussen retur til centrum, og derfra 8’eren retur til Elms Village. |
Dagens 2. tur bliver kortere – meget kortere – ned til ”The Globe”. A meal and a pint – og hjem igen.
Videre til Giants Causeway
|