|
Indledning Som noget helt
nyt denne gang havde jeg bestilt en færdigpakket tur, med flybillet og
hotelovernatning undervejs. Men bare rolig - det er ikke charter....
Helt præcis drejer det sig om tur nr. 666 hos
CC-travel. Turen går
til Salvador, Iguassu, Buzios og Rio. Du kan læse
en nøjagtig turbeskrivelse
fra rejsebureauet
her.
Årsagen til dette valg, er at jeg ikke har kunnet lave turen
billigere selv ved egen planlægning. Søndag den 20. august
Der er afgang med lyneren fra Vejle
kl. 13.16. Den er til alles forbløffelse rettidigt i København kl. 15.30, og
dermed er denne turs mest kritiske delrejse overstået. Nu kan intet gå galt.
Ud til Kastrup - check ind - og så ½
times kø til security. TAP-air
flyver til Lissabon kl. 18.25 og ca 3½ timer senere er jeg fremme. Det er kl. 21
lokal tid. Så er det bare at finde shuttle-bilen ind til Hotel Roma. Det bliver
kun til en lille gåtur og en øl i baren her til aften.
|
 |
Mandag den 21. august
Op kl. 7.30 - morgenmad - og så en
taxa til lufthavnen. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage afsted i god tid,
selv om bagagen er tjekket helt igennem. Når de skal bruge ½ time i København på
security, er det ikke godt at vide hvor lang tid det tager i Lissabon. Svaret er
ca. 30 sekunder, så jeg er der da til tiden.Tiden er 10.15, som dog bliver 11.15
inden vi letter mod
Salvador de Bahia.
Turen tværs over atlanten tager 7½
time, så inklusiv tidsforskal lander vi kl. 15 lokal tid. Min bagage er
bekymrende lang tid om at komme, men til sidst dukker den da op. Så hen til
toldkøen, hvor de har fået den ide, at alle skal tjekkes, så køen er lang. Her
oplever jeg for første gang den sydamerikanske anti-autoritetstro og temperament.
Under publikums hujen og piften tager en person fra køen et initiativ, og
begynder at skælde den ansvarlige huden fuld. Han svarer igen i samme stil, og
det er lige ved at gå i korporligheder. Til sidst når man dog åbenbart frem til
et kompromis, og størstedelen af køen kan gå udenom tolden. Det klapper køen så
ad.
|
Udenfor holder en minibus klar til
at transportere mig og 2 andre danskere ind til
Pousada Beija Flor
i udkanten af Salvador's gamle bydel Pelourinho. Det er en mægtig hyggelig lille
Pousada. En Pousada er sådan et privat minihotel - lidt ligesom et Bed and
Breakfast i England. Jeg har været heldig og fået et værelse med stor altan og
udsigt over bugten ved Salvador. Man skulle næsten tro de kendte mig, for der
er også en hængekøje på altanen. Fra min altan kan jeg allerede kl. 17.30 se
solen gå ned over bugten - det er meget smukt.
Så er det ellers ud i byen for at
skaffe lidt lokal valuta med mit Visa-kort. Det lykkes dog ikke. Den eneste
automat jeg finder, vil ikke give mig noget. Jeg må prøve igen i morgen.
Heldigvis kan jeg leve på "kridt" i værelsets minibar, så jeg behøver ikke gå
sulten i seng.
|
 |
Tirsdag den 22. august
Første hele Salvador-dag. Så efter
dejlig - men lidt anderledes - morgenmad med meloner, ristede bananer,
hjemmebagt kage og andet godt, så er det ud for at se på byen - eller rettere
den gamle del af Salvador kaldet Pelourinho.
|
 |
Første stop er Banco de Brazil. Her
kan jeg få mit Visa-kort til at virke. Jeg er blevet advaret af hotellet. Man
skal ikke slæbe rundt på for mange værdier, for der er en del
tyveknægte i byen. Så jeg smutter tilbage til min safety-box på værelset med de
fleste skillinger. At der er noget om snakken kan jeg se næsten lige udenfor min
Pousada. 3 betjente har fanget en bandit, som ligger på jorden hvor han bliver
visiteret af den ene, mens de 2 andre politier står med trukne pistoler som
peger på banditten. Lidt for voldsomt efter min smag, så jeg går i en stor bue
udenom.
Pelourinho har forøvrigt også en
grum historie. Bydelen blev skabt i forbindelse med slavehandel, og det var her
slaverne fra Afrika blev solgt og mishandlet indtil 1825. Det betyder også at
Pelourinho - og Salvador - er meget afrikansk inspireret.
|
| Der er også et stort antal kirker i
byen. Efter sigende 1 til hver dag i året. Jeg tjekker 2 af dem ud i dag, nemlig
St. Francisco Kirken og naboen Igreja de Ordem 3. Secular de São Francisco da
Bahia. Begge er
meget fine med guld og glimmer. Forgyldt træværk synes at være det store hit.
Begge kirker har også nogle fine gårdhaver, men nogle flotte motiver lavet af
typisk blåmalede portugisiske kakler. Dertil kommer at begge kirker også rummer
et lille uinteressant museum. De er sandsynligvis indrettet med det formål at
retfærdiggøre en beskeden entre. |
 |
|
 |
Ellers er tirsdag en hel speciel dag
i Pelourinho. Af en eller anden grund har man besluttet at festligholde alle
tirsdage. En lidt besynderlig skik kunne man mene, men forklaringen er vist nok
at alle samba-skoler øver om tirsdagen, og så kan man jo ligeså godt få noget
gang i gaden. Kl. 5 er der et gevaldigt optog, der ville få et hvilket som helst
dansk karneval til at blegne. 25-30 grupper tænker jeg der er. De yngste
deltagere er så små, at de dårligt selv kan gå - og det kniber sådan set også for de
ældste. Men hold kæft hvor kan de slå på tromme. Allerbagerst i optoget er
der f.eks. en gruppe på vel omkring 20 piger, iklædt kjoler lavet af kaffesække,
der tæsker løs på kæmpestore trommer, som med jævne mellemrum kastes rundt i
luften. Det er vildt fedt - og der er vildt meget gang i den. Hele optaget varer
vel en times tid, og bagefter holdes småkoncerter med nogle af trupperne
forskellige steder i byens gader. |
| Ved 8-9 tiden går der så 3-4
friluftskoncerter igang. De viser at den lokale musik er meget mangfoldig. En
koncert er lidt pop-agtig - nærmest sådan lidt syng-med agtig. På en trappe op
mod en kirke, er der gang i en noget mere jazz-inspireret version af den lokale
samba-musik og på den store plads Largo de Pelourinho, er en rapper igang med at
gøre sine ting, til heftige sambarytmer fra et orkester på vel 10-15
slagtøjsentusiaster. Hele hurlumhejet fortsætter til ud på natten, men det gør
jeg ikke. Mine batterier er flade, så ved 11-tiden lusker jeg hjem til min store
altan, hvor jeg lige kan høre det sidste fra øveaftenen på en nærliggende
sambaskole. |
 |
|
Onsdag den 23. august
Morgenmad - så gåtur gennem
Pelourinho - og så taxa 4-5 km. nordpå til Praia del Barro. Her er et par
strande og noget folkeliv, med salg af Caipirinha's og kokosnødder med sugerør i. Så
er der også et gammelt fort med et fyrtårn. Det skulle være Brasiliens ældste.
Her tudser jeg rundt et par timer, inden jeg tager en taxa tilbage til
Pelourinho.
Jeg har fundet et "stamsted" til min
frokost. Der er en frokostbuffet, så man hælder bare det op man har lyst til, og
betaler så i forhold til hvad maden vejer. Den slags steder er der mange af.
|
 |
|
 |
Den sene eftermiddagstur starter med
en gåtur i mit lokale kvarter. Det er en sjov blanding af restaurerede Pousadas
og gamle faldefærdige rønner. Børn spiller fodbold overalt og de voksne hænger
ud på gadehjørner og i vinduer og snakker sammen. Alle virker glade og
velfornøjede, men det skinner alligevel tydeligt igennem, at Brasilien er et
meget fattigt land. Herfra videre til den mere turistprægede del af Pelourinho.
Den er ikke større end at jeg efterhånden har set det meste, men det gør nu ikke
noget. |
|
Aftensmad på min 2. stamrestaurant
"Casa de Roca". Maden her i Salvador er billig og rigelig, men i øvrigt ikke
noget at skrive hjem om. Aftensmaden ledsages af levende musik. En kompetent fyr
spiller guitar og synger klassiske brasilianske hits.
Herfra tilbage til Beija Flor. Mit
værelse har en mangel - ud over at toilettet løber hele tiden - og det er, at
der ikke er fjernsyn. Så jeg må sætte mig ud på min altan med min transistor, min Tom Wolfe-bog
og den fine aftenudsigt. Men det er nu også meget godt.
|
 |
Torsdag den 24. august
|
 |
Jeg starter dagen med i gåtur i mit
lokale kvarter. Det er et rigtigt spændende kvarter og der er ikke ret mange
turister. Der er her man møder banansælgere tækkende med deres vogn som en anden
hjem-is bil. Jeg tror også der er nogle, der får hele dagen til at gå med at
hænge ud af vinduet og snakke med de forbipasserende. Alle man møder virker
venlige og imødekommende - ærgeligt at man ikke taler den lokale dialekt.
|
| Herfra ned til den mere turistede
del af Pelourinho. Her går der ikke lang tid før man får en "gave". Et lille
bånd bindes om håndleddet med 3 knuder, og for hver knude får man et hemmeligt
ønske opfyldt. Men det er vel at mærke kun hvis båndet falder af, af sig selv -
ikke noget med at pille det af. Når det ritual så er overstået, så vil den
venlige giver da forøvrigt også gerne vise sin lille forretning med halskæder af
træperler og deslige............ |
 |
|
 |
Videre rundt i mere shopping-prægede
gader udenfor den gængse turistrute. Jeg finder en musikforretning og køber
noget lokal musik med hjem. Den venlige ekspedient anbefaler, da min ekspertise
på området er beskeden. Der er utrolig mange musikforretninger i byen - og især
mange forretninger der sælger instrumenter. Dem er der mindst lige så mange af,
som der er Matas-forretninger i en gennemsnitlig jysk provsinsby.
Herefter stiles der mod min Pousada
igen. Sen frokost undervejs på "mit" sted, og så siesta på værelset. Altanen er
for varm her midt på dagen.
Dagens sene gåtur bliver aflyst. Jeg
gider ikke rigtigt. Så det bliver aftensmad på Roca's igen, hvor jeg for 3. gang
i træk må give fortabt overfor måltidets omfang. |
Videre til Foz de Iguassu
|